‘Paulus’ – snakkehoved med ild i hjertet

Man kunne let forestille sig, at Paulus engang i smug trak tunikaen lidt op og sukkede tungt: “Hvorfor skal det altid være mine breve, folk citerer, og aldrig mine taler?”

For selvom han var manden bag nogle af de mest skelsættende ord i kristendommens historie – ord, som kirker, bøger og bønner er bygget på – så var det ikke hans stemme, der bragte folk til tårer. Det var snarere hans brevpapir.

Han vidste det godt. Han havde hørt mumlen bag ryggen. “Hans breve er stærke,” sagde de, “men i virkeligheden er han lidt… tam.” Én kaldte ham endda for en spermologos – en sludrer, en småpludrende frøsamler – da han prøvede at forklare opstandelsen for filosofferne i Athen. Der stod han, midt blandt de græske intellektuelle, og tænkte måske: “Jamen, jeg gør det jo så godt jeg kan!”

Men Paulus var ikke typen, der lod kritik slå sig ud. Han nævnte den bare i et brev og skrev sig videre. Med et strejf af ironi, lidt sarkasme og altid med ild i pennen. Hans våben var ikke ord med glans og glitter – men sandhed, lidenskab og en vilje, der kunne slå revner i mure.

I Troas gik det måske lidt over gevind. Han havde kun én aften tilbage med menigheden – og han ville nå det hele: evangeliet, formaningen, trøsten, fællesskabet. Så han talte. Og talte. Og talte. Lige indtil en stakkels ung mand, Eutykos, faldt i søvn i vinduet og røg ned fra tredje etage.

Paulus afbrød straks talen – ikke fordi han blev fornærmet, men fordi drengen var død. Med et mirakel bragte han ham tilbage til livet, og hvad gjorde han så? Holdt en lille pause? Nej. Han fortsatte med at tale – til det blev lyst! Det er næsten komisk, men også dybt rørende. For det viser, hvor meget han elskede dem, han talte til.

Han vidste godt, han ikke havde retorik som Apollos eller tilstedeværelse som Peter. Men han havde noget andet: en glød, en længsel, et kæmpende hjerte. Han talte, fordi han måtte. Og når ordene ikke flød med kraft fra læberne, lod han dem flyde fra hånden.

Hans breve var ikke pæne. De var ærlige. Nogle gange så ærlige, at man næsten kan høre hans sved på pergamentet. Han blev vred, han blev sårbar, han blev poetisk, han blev praktisk. Han skrev som én, der ikke kunne lade være.

Og måske var det netop styrken: Paulus var ikke afhængig af menneskers bifald. Han ville bare fuldføre løbet. Om folk så kaldte ham et sludrehoved, en svag taler eller et fjols i Athen – det betød mindre. For han bar et evangelium, der ikke var hans eget.

Så når man i dag læser hans breve og mærker dybden, kampen og kærligheden, kan man godt tænke:
Det gør ikke så meget, at Eutykos faldt i søvn. Paulus vækkede ham jo op igen – både med hånd og ånd.

Måske trænger du lige til lidt ‘Latin’, lige nu.!.

Hvor lå Troas?

Troas, også kendt som Alexandria Troas, var en betydningsfuld havneby i antikkens Troad-region i det nordvestlige Anatolien, det nuværende Tyrkiet. Byen lå ved Ægæerhavets kyst, tæt på indgangen til Dardanellerne, og overfor øen Tenedos (nutidens Bozcaada).

I moderne termer befinder ruinerne af Alexandria Troas sig nær landsbyen Dalyan i Çanakkale-provinsen i Tyrkiet. Byen lå cirka 30 km syd for det historiske Troja (nutidens Tevfikiye) og omkring 10 km sydvest for byen Ezine.

For at give en fornemmelse af afstanden til kendte byer:

Disse afstande placerer Troas strategisk mellem det europæiske og asiatiske fastland, hvilket gjorde byen til et vigtigt knudepunkt i antikken.

Troas var en central havneby i den romerske provins Asia og tjente som udgangspunkt for rejser mellem Anatolien og Europa. Det var her, apostlen Paulus havde et syn om at rejse til Makedonien, hvilket førte til kristendommens udbredelse i Europa.