Det fortælles vidt og bredt, at alle mennesker har en fælles moder, “mitokondriel Eva” kaldes hun. Efter sigende, skulle hun have levet i Afrika for 150.000 til 200.000 år siden.
Skal vi lige starte med at finde ud af hvad en mitokondrie er?
Ilt er giftig, alligevel er vi, du og jeg, afhængige af ilt, for at få energi til vores celler. Mitokondrien en en indbygget celle (kraftværk) i vores celler, se billede. Mitokondrien, omdanner den giftige ilt til energi, der kan bruges i vores celler, så uden den ville vi dø, øjeblikkelig!
Mitokondrie-DNA arves kun fra moderen
- Mitokondrier (cellens “kraftværker”) har deres eget DNA.
- Dette DNA nedarves uændret fra mor til barn, uanset barnets køn.
- Mutationer sker sjældent, men over tid kan små ændringer spores.
Genetiske “stamtræer” kan spores tilbage
- Ved at sammenligne mitokondrie-DNA fra mennesker over hele verden, kan forskere kortlægge, hvornår forskellige linjer skilte sig fra hinanden.
- Ud fra mutationsrater kan man beregne, hvornår den nuværende variation må have haft en fælles “startperson”.
Alle nulevende mennesker har én fælles kvindelig forfader på moderlinjen
- Det betyder ikke, at hun var det eneste menneske på Jorden dengang, men at alle andre rene moderlinjer siden da er uddøde.
- Dette punkt er genetisk set ret solidt.
Manden har også en mitokondrie, men den sidder i halen på spermatozoen, så den kommer aldrig i spil.
Hvad er antagelse eller fortolkning?
- Tidsrammen (150.000–200.000 år)
- Den er baseret på et “molekylært ur”, hvor man antager en bestemt mutationsrate.
- Problemet: mutationsraten kan variere, og nyere studier har vist, at den kan være hurtigere eller langsommere end først troet.
- Afhængigt af hvilken rate man bruger, kan tidspunktet rykkes markant – nogle få forskere (fx i ung-jordskabelsesmiljøer) kommer frem til <10.000 år.
- Placeringen i Afrika
- Det er et resultat af, at de ældste og mest varierede mitokondrie-DNA-linjer findes i Afrika i dag.
- Det passer med den såkaldte Out of Africa-model, men alternative modeller (som multiregional udvikling) tolker data anderledes.
- Navnet “Eve”
- Det er en populær, men misvisende betegnelse, som let giver indtryk af, at hun var den første kvinde nogensinde.
- I virkeligheden betyder det kun “den ældste kvinde i den direkte moderlinje til alle nulevende mennesker”.
Hvis man tager Bibelens tidslinje som udgangspunkt, så bliver “Mitochondrial Eve” i virkeligheden identisk med den oprindelige Eva fra Edens Have.
Så ville den genetiske observation – at alle nulevende mennesker har én fælles moderlinje – ikke være et videnskabeligt argument for evolution over 200.000 år, men i stedet et genetisk fingeraftryk af netop skabelsesberetningen.
Sådan kan man se det fra et bibelsk perspektiv:
- Samme genetiske observation, forskellig tolkning
- Videnskaben siger: “Vi måler forskelle i mitokondrie-DNA og antager en mutationsrate over lang tid → resultat: 150.000–200.000 år.”
- Bibelsk tolkning siger: “Alle stammer fra én kvinde → resultat: Eva, ca. 6000 år siden.”
- Mutationsraten som nøglepunkt
- Hvis raten er hurtigere end antaget, falder det videnskabelige estimat for “Eves” alder dramatisk.
- Der findes faktisk studier, hvor man har målt mutationer i moderne familier og fået resultater, der giver en “mitokondriel tidsramme” på 6000–10.000 år.
- De uddøde moderlinjer
- Bibelsk: Linjerne blev brudt ved syndfloden, hvor kun Noas tre svigerdøtre videreførte arven.
- Det forklarer også, hvorfor vi i dag kun har én fælles moderlinje – alt andet blev udryddet.
Det er derfor ikke selve DNA-dataene, der afgør spørgsmålet – det er fortolkningen af tid og begivenheder.
Hvis vi antager en bibelsk tidsramme, passer “Mitochondrial Eve” faktisk ret godt som et naturvidenskabeligt ekko af den oprindelige Eva.
Hvis mennesker havde været her i 200.000 år, ville selv en ekstremt lav vækstrate give helt absurde tal:
- 0,1% årlig vækst → ca. 10^87 mennesker (et 1-tal med 87 nuller!)
- 0,5% årlig vækst → ca. 10^434 mennesker
- 1,0% årlig vækst → ca. 10^865 mennesker
Til sammenligning er der kun ca. 10^80 atomer i hele det observerbare univers.
Selv hvis man regner med krige, sygdom og hungersnød, ville 200.000 år stadig give en befolkning langt, langt større end Jorden kan bære.
Det er derfor et af de klassiske argumenter mod en meget lang menneskelig historie — befolkningstallene passer ganske enkelt ikke, medmindre man antager, at næsten hele menneskeheden konstant er blevet udslettet igen og igen.
Hvis vi derimod tager Bibelens tidsramme på ca. 6000 år, giver tallene noget i retning af de godt 8 milliarder, vi ser i dag.