Da vi besøgte Harzen i marts 2025, blev vi slået af synet vi så. Vi havde hørt rygter hjemmefra – fra mennesker, der havde brugt landskabet til trail på mountainbike – og de havde talt om døde træer, grå stammer og en mærkelig følelse af stilhed i skovene. Men det er ikke før man selv ser det, at det går op for én, hvor omfattende forandringen er.

Langs bjergskråningerne og op over højdedragene stod tusindvis af døde træer. Grå stammer uden nåle, uden liv. Nogle væltet, andre stadig stående som skeletter i landskabet. Det lignede en skovbrand uden flammer – og føltes som et åbent sår i landskabet. Skovdøden.

En monokultur plantet til industri

Det, man ser i Harzen i dag, er ikke bare naturligt skovforfald. Det er resultatet af årtiers menneskelige valg. Grantræet – rødgran (Picea abies) – blev plantet massivt i 1900-tallet, ikke fordi det hørte naturligt til, men fordi det voksede hurtigt og kunne bruges som brænde til minedrift. Skoven var i virkeligheden en produktionsmaskine. En plantage i forklædning.

Og når man planter millioner af ens træer, skaber man også en sårbarhed. Det blev tydeligt, da barkbillen (Ips typographus) begyndte at brede sig. Den lille bille borer sig ind under barken og ødelægger træets kredsløb. Under normale forhold er skoven robust – men i kombination med varme og tørke, som vi har set det de seneste år, mister træerne evnen til at forsvare sig. Og så falder de, én for én.

Siden 2018 er over 110.000 hektar skov gået tabt i Tyskland – hovedsageligt nåleskov. Det svarer til et område på størrelse med Lolland og Falster tilsammen.

Skiftet i turismen – og stemningen

Grantræerne var en del af Harzens identitet. Mørke, dybe skove. Vintersne. Skisport. Men i dag kommer sneen sjældnere. Skisæsonen er blevet kort og lun. Mange skisportssteder kæmper for overlevelse. I stedet har Harzen oplevet et skift: mountainbikere og vildmarksvandrere har taget over. Det er nye gæster – og de ser nye ting.

Mange ruter går i dag gennem afskallede skovområder, hvor solen slår ned mellem døde stammer. Det er råt, det er smukt på sin egen måde, men det er også urovækkende. Det føles som en økologisk ruin – og spørgsmålet trænger sig på: Hvad nu?

En stemme i mørket

På vores tur besøgte vi den gamle mine Der Rammelsberg. Her mødte vi en dansk guide, som har boet i området i 50 år. Da vi delte vores bekymring over skovens tilstand, smilede hun – ikke i hån, men med ro.

“De træer, der stod her, var rødgran,” sagde hun. “De blev plantet, fordi man skulle bruge brænde til jernmalmsudvinding. Overalt i Harzen, hvor der er miner, er der plantet gran. Det var aldrig en naturlig skov.”

Hun fortalte, hvordan især Hitlers regime i 1930’erne satte skub i minedriften. Granen blev plantet, fældet, genplantet. Økosystemet blev et redskab – og da minedriften stoppede i 1996, blev plantagen stående uden formål. Barkbillen var ikke problemet. Problemet var, at vi skabte en skov, som ikke kunne klare sig selv.

“Men nu,” sagde hun, “er vi i gang med at gøre det godt igen.”

Bøgen spirer – men kun lige

På store arealer så vi det med egne øjne: genplantning i gang. Små bøgetræer – under én meter høje – strakte sig mod lyset. Andre steder dukkede ask og eg op, og enkelte steder var der tydeligvis plads til, at naturen selv fik lov at bestemme.

Det er stadig spædt. Det tager generationer, før skoven rejser sig igen. Og det kan stadig gå galt. For hvem ved, hvilke kravl der kommer næste gang? Eller hvordan klimaet udvikler sig?

Men noget er i gang.

Harzen vender måske ikke tilbage til det, det var – men til noget, der er tættere på det, der engang var. En løvskov med mangfoldighed. Med fugle, blomster og insekter i skovbunden. Det, vi i Danmark ville kalde: så godt som i gamle dage.

Et spejl til Danmark?

Det får os til at tænke: Hvad med os? Danmark har besluttet at forøge sit skovareal betydeligt i de kommende årtier. Det lyder fornuftigt. Men hvilke træer planter vi – og hvorfor?

Vil vi have mangfoldige, hjemmehørende skove, der kan bære fremtiden? Eller planter vi endnu en gang monokulturer med hurtigtvoksende nåletræer, fordi det giver afkast på budgettet og grønne overskrifter i valgkampen?

Hvis Harzen kan lære os én ting, er det dette: En skov er ikke bare et spørgsmål om træer. Det er et spørgsmål om tid, tålmodighed – og om vi tør give naturen plads til at være noget andet end vores redskab.

En fortælling om håb – og valg

Genopretningen i Harzen er i gang. De døde graner fortæller en sørgelig historie, ja – men de små bøgetræer fortæller en ny. Det er ikke sikkert, det hele går godt. Men det er begyndt.

Og måske er det vigtigste spørgsmål nu ikke, hvordan det gik så galt. Måske er det: Hvordan sikrer vi, at det ikke sker igen – et andet sted, på en anden måde?

Call to action

🌱 Når vi planter skov, planter vi ikke bare træer – vi planter fremtid.

👁 Harzen viser os, at fejl kan rettes – men det kræver, at vi tør se dem i øjnene.

🔍 Kig på din egen kommune: Hvad planter de? Hvor? Og med hvilken tanke?

✍️ Stil spørgsmål. Vær nysgerrig. For det starter med valgene i lokalmiljøet – og ender med klimaet for os alle.