“Med tak til fossilt brændsel.”
Sådan lød overskriften i en nyhedsartikel om det store gletsjerskred, der i maj 2025 begravede dele af bjergbyen Blatten i de schweiziske alper. En person savnes, bygninger er knust, og hæren er sat ind.
Men virkeligheden er: Byens 300 indbyggere blev evakueret en uge før – for eksperterne vidste, det ville ske. Gletsjeren og bjergsiden havde længe været ustabile. Det var tyngdekraft, smeltende is og naturlige processer – ikke et produkt af bilkørsel eller baconmadder.
Alligevel blev der rettet en anklagende finger mod fossilt brændsel. Som om CO₂ havde skubbet bjerget i gang.
Det er tid til at stille spørgsmålet:
Hvornår begyndte vi at skyde skylden for naturlige fænomener over på menneskelig aktivitet – og hvorfor?
🌋 Hændelsesblog: Gletsjerkollaps i Blatten, Schweiz – Maj 2025
(Fuld dækning på dansk via oversat artikel: Læs hos NZZ – bemærk, at linket fører til en maskinoversættelse fra tysk til dansk via Google Translate)
- Dato: Onsdag den 28. maj 2025
- Sted: Blatten, kantonen Valais, Schweiz
En af de største gletsjerkollapser i nyere schweizisk historie fandt sted, da Birkegletsjeren og dele af Kleiner Nesthorn brød sammen og udløste et massivt jordskred. Over 130 huse blev begravet, og hele landsbyen Blatten blev oversvømmet eller destrueret. Se en video af skredet her: Mudderskredet.
“Det ufattelige er sket. Vi har mistet den synlige landsby.” — Borgmester Matthias Bellwald
- En 64-årig mand savnes, og eftersøgningen blev senere indstillet pga. ustabilitet i mudderskredsmasserne.
- Rystelserne blev mærket i hele Schweiz og målte 3,1 på Richterskalaen, ifølge ETH Zürich.
- Lonza-floden er opdæmmet af mudder og is, hvilket truer med at udløse en ny flodbølge og yderligere skred.
- Evakueringer er gennemført i nabobyerne Wiler og Kippel.
“Tre millioner kubikmeter sten, jord og trædele fulgte med gletsjeren. Det er ekstremt sjældent,” — Raphaël Mayoraz, leder af Naturfarekontoret i Valais
- Forbundspræsidenten og to forbundsrådsmedlemmer måtte afbryde internationale rejser for at være til stede og yde støtte.
- Hæren blev mobiliseret men kan ikke nå frem til det ustabile katastrofeområde.
Denne katastrofe var varslet, overvåget og geologisk forventet. Den blev ikke udløst af menneskelig aktivitet, men af naturlige processer i bjergmassivet.
Alligevel bruges den i medierne som symbol på klimakatastrofe – selvom intet i forløbet peger på industrielt ophav.
Naturen skifter humør uden at spørge om tilladelse
Historien om Blatten er ikke enestående. Over hele verden forskyder gletsjere sig, floder løber over, vulkaner har udbrud og vinde ændrer retning. Men før i tiden kaldte vi det naturens gang.
I dag kalder vi det klimakatastrofe. Og vi giver CO₂ skylden.
Men lad os stoppe op et øjeblik.
Den sidste istid smeltede bort uden industri, fly, biler eller kraftværker. Der var ingen klimakonferencer, ingen CO₂-afgifter og ingen medier, der viste kort i rødt. Alligevel ændrede kloden sig dramatisk.
Hvis klimaet kunne svinge dengang, hvorfor skulle det ikke kunne det nu?
CO₂ – syndebuk eller skydeskive?
Vi mennesker udleder CO₂, ja. Og CO₂ har en effekt i atmosfæren, ja. Men at fremstille CO₂ som hovedfjenden i enhver klimahistorie er en fortælling, der glemmer naturens egne cyklusser.
Tag blot den middelalderlige varmeperiode (ca. år 950–1250):
- Vikingerne dyrkede jorden i Grønland.
- Druer voksede i Nordengland.
- Og isen i Arktis trak sig tilbage.
Alt sammen uden industrielle udledninger.
Senere fulgte den lille istid (ca. 1350–1850), hvor Themsen frøs til i London og Europa led under kulde og fejlslagen høst. Igen, helt uden menneskelig CO₂.
Det er ikke et benægtelse af klimaforandringer. Det er en påmindelse om, at de også sker naturligt.
Fra gødning til gift: CO₂’s omdømmeforandring
CO₂ er ikke giftigt i de koncentrationer, vi lever med. Vi udånder det. Planter lever af det. Og det bruges aktivt i drivhuse, i bryggerier og i ostepakning.
Alligevel fremstilles CO₂ i dag som en slags luftbåren trussel.
Og her må vi spørge: Hvorfor beskattes dieselbiler, mens bryggerier og slagterier, der udleder tonsvis af CO₂ gennem gæring og pakning, ikke rammes af samme klimaansvar?
Hvorfor bruges CO₂ som en moralsk hammer mod almindelige mennesker, mens storskalaproduktion og emballageindustri går fri, fordi deres CO₂ kaldes “biogen”?
Visuel retorik: Da Danmark blev rødt
I 1992 viste TV’et sommervejr lige under 30 grader i lysegrøn og beige toner. Folk tænkte: strandtur og grill. I 2024 vises de samme temperatur med knaldrøde og lillarosa kort. Nu føles det som krise.
Temperaturen er den samme. Følelsen er iscenesat.
Med farvernes magt er vi gået fra meteorologi til klimapsykologi.
Det handler ikke om at benægte – men om at huske
Vi skal tage ansvar. Men ikke på et grundlag, der glemmer naturens egne kræfter. Klimasystemet er komplekst, og vi er en del af det. Men vi er ikke det hele.
Måske er det på tide at tage en dybere samtale om forskellen på:
- Klimadata og klimafortælling
- Klimaansvar og klimasymbolik
- Ærlig omsorg for naturen og politisk iscenesættelse
Vi har haft istider uden industrier. Og varmeperioder uden fly.
Så måske skal vi også turde tale om, hvad vi måske ikke forstår fuldt ud endnu.
Ikke for at fraskrive ansvar. Men for at placere det rigtigt.
I den danske fødevareindustri anvendes betydelige mængder CO₂, især i forbindelse med vakuumpakning og modificeret atmosfære-pakning (MAP). Denne CO₂, ofte betegnet som E290, bruges primært til at forlænge holdbarheden af produkter som kød, fisk og mejeriprodukter ved at hæmme væksten af bakterier og skimmel. Efter pakningen frigives denne CO₂ direkte til atmosfæren, hvilket bidrager til industriens samlede CO₂-udledning.
Producenter som Air Liquide tilbyder gasblandinger til MAP, eksempelvis ALIGAL™ 28, der består af 80 % oxygen og 20 % CO₂. Denne blanding er designet til at bevare den røde farve i kød og forhindre vækst af anaerobe bakterier. CO₂ i disse blandinger er bakteriostatisk og fungistatisk, hvilket betyder, at den hæmmer væksten af bakterier og skimmel. Efter brug frigives CO₂’en til atmosfæren .
Andre gasblandinger, såsom ALIGAL™ 13, indeholder 70 % nitrogen og 30 % CO₂ og anvendes til pakning af forskellige fødevarer . Disse gasser leveres i forskellige mængder, fra små flasker til store tanke, afhængigt af producentens behov.
Vakuumpakning er en udbredt metode i fødevareindustrien, hvor luften fjernes fra emballagen for at forlænge produktets holdbarhed. Denne proces kræver betydelige mængder energi, især når vakuumpumperne er installeret direkte i produktionsområderne, hvilket kan føre til øget varmeudvikling og dermed yderligere energiforbrug til køling.
Ved at centralisere vakuumsystemet og placere vakuumpumperne uden for de afkølede produktionsområder kan energiforbruget reduceres betydeligt. For eksempel har virksomheder som Peter Mattfeld & Sohn opnået energibesparelser og reduceret CO₂-udledning ved at implementere centraliserede vakuumsystemer.
Ud over CO₂-forbruget i pakning bidrager andre processer i fødevareindustrien også til CO₂-udledningen:
- Gæring: Processer som brødbagning og ølbrygning frigiver CO₂ som et biprodukt. linde-gas.dk
- Emballageproduktion: Fremstilling af plast- og papemballage kræver energi og ressourcer, hvilket medfører CO₂-udledning.
- Transport og distribution: Levering af fødevarer til detailhandlere og forbrugere involverer transport, som ofte er afhængig af fossile brændstoffer.
Disse skjulte kilder til CO₂-udledning understreger behovet for en holistisk tilgang til reduktion af CO₂ i fødevareindustrien.
Del din stemme Har du selv set vejret blive målt med farver? Har du arbejdet et sted, hvor CO₂ bruges uden omtale? Skriv en kommentar eller del artiklen, hvis du mener, det er på tide at vi taler ærligt om klimaet – og naturen
Måske vil artiklen: Mikrobielt liv – skabt til at bære alt andet liv, også have din interesse.