Nazareth-indskriften er en indgraveret marmortavle med græsk skrift. Den indeholder et edikt fra en romersk kejser, som forbyder gravrøveri – og det er ikke nogen almindelig forordning.

Tavlen blev fundet i Nazaret, hvilket har givet den navn, men dens betydning rækker langt ud over geografien. Ediktet er især interessant af flere grunde:

Først og fremmest er det tydeligt, at dekretet er rettet mod en jødisk kontekst. Det fremgår af den type grav, der omtales – nemlig grave med forseglingssten, som er karakteristiske for jødiske begravelsesskikke. Denne gravtype adskiller sig markant fra de græske og romerske gravformer, og det tyder på, at kejserens bekymring netop handlede om at forhindre tyveri af jødiske lig.

I det romerske imperium var gravrøveri i forvejen strafbart – dog som en økonomisk forseelse, typisk straffet med bøde. Men dette edikt går videre: det gør tyveri af lig – ikke bare værdigenstande – til en forbrydelse med dødsstraf. Det rejser spørgsmålet: Hvorfor denne skærpelse? Hvorfor fokusere så specifikt på selve liget?

Indskriften er sandsynligvis udstedt mellem år 41 og 54 e.Kr., hvilket er få årtier efter Jesu død og opstandelse. Og netop i denne periode begyndte kristendommen at sprede sig hurtigt i Romerriget med budskabet om, at Jesus var opstået fra de døde. Samtidig florerede den jødiske religiøse ledelses modfortælling: at disciplene havde stjålet Jesu legeme.

Før de officielle forfølgelser af kristne begyndte i år 64, så romerne allerede kristendommen som en potentiel trussel. Den mest logiske forklaring på Nazareth-indskriften er, at kejseren ønskede at bremse netop denne fortælling – eller i det mindste forhindre, at flere lig “forsvandt” fra grave og blev centrum for nye bevægelser.

Derfor ændrede han loven og gjorde tyveri af selve kroppen til en handling, der skulle straffes med døden. En så alvorlig reaktion tyder på, at kejseren tog truslen alvorligt – og at han forstod, hvor centralt et tomt gravsted kunne være for udbredelsen af en ny tro.

Selve marmoren stammer ifølge analyser fra den græske ø Kos. Men det betyder ikke nødvendigvis, at inskriptionen stammer derfra. Al marmor i Israel i antikken blev importeret, da det ikke forekommer naturligt i området. Sproget, gravtypen og indholdet antyder, at tavlen er skrevet til et jødisk publikum, og derfor sandsynligvis blev sendt til Galilæa eller Nazaret-regionen, hvor mange af Jesu disciple kom fra.

Det antages ofte, at ediktet blev udstedt af kejser Claudius (regerede 41–54 e.Kr.), men nogle tilskriver det også kejser Augustus. I dag opbevares tavlen i det franske nationalbibliotek i Paris.

Nazareth-indskriften er en fascinerende historisk brik i puslespillet omkring de første årtier af kristendommens historie. Den vidner om en kejserlig bekymring, som går lige til kernen af det kristne budskab: en tom grav.

Om man tror på opstandelsen eller ej, så kan man ikke benægte, at romerne tog budskabet alvorligt nok til at skærpe straffen – og sende en advarsel direkte til den region, hvor det hele begyndte.

Vi har lavet en serie af artikler, der viser Jesus var en historisk person, du kan læse nogle af dem her:
Lige før Jesus døde.

Maria Magdalene og den tomme grav:
Maria Magdalene, opsøgte Jesus ved den tomme grav; læs beretningen i ‘Den autoriserede Bibel, her: Eller se hvad Bibelselskabet skriver om Maria Magdalene.